To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr02/art03
Afslutning
Nogle har kaldt postkolonial eksegese den sidste nye pølsemaskine, igennem hvilken vi kan hælde de bibelske tekster og producere de samme pølser i ny tarm.[50] Heri ligger en slet skjult spydighed over for alle disse nymodens teorier, en holdning, som de fleste teoribevidste tekstanalytikere har mødt på sin vej. Men, og her taler jeg altså på eksegesens vegne, er det netop ikke det, der hiver teksterne ud af deres fortidighed, og gør dem vedkommende i forhold til vores nutidige problemstillinger?
Postkolonial bibelfortolkning udgør efter min mening en af de større udfordringer til teologien siden oplysningstiden. Den har tætte forbindelser til de mere destabiliserende teoretiske tilgange så som visse grene af kønshermeneutikken og poststrukturalisme. Den går skridtet videre end den politiske teologi og befrielsesteologien, der gennem forankringen i en forestilling om en god og retfærdig Gud stadig holder fast i en bagvedliggende mening, som man kan og skal finde frem til. Med en postkolonial optik kan det lade sig gøre at skabe en fælles opgave for teologien, nemlig den som Dube efterlyser. Første skridt drejer sig om at påpege den brug teksterne har haft, og synliggøre hvilke forbrydelser teksterne har været med til at legitimere. Det mener jeg er et eksegetisk og et kirkehistorisk projekt. Dernæst kommer den opbyggelige del, der skal konstruere teologi på dette grundlag. Her træder systematikken til.
Postkolonialismens poststrukturelle genetiske sammensætning betyder, at en insisteren på biblens bagvedliggende betydninger må opgives, og vi står tilbage med et ansvar, nemlig at biblen kan betyde mange ting, men hvis vi vil være imødekommende over for anderledes-hed og opmærksom på undertrykkelse, hvad skal den så betyde? Dette kræver som sagt en fælles teologisk indsats, der må begynde med erkendelsen af at teologi skaber mange himle, fra hvilke der tales og fra hvilke der konstrueres magt.[51] Disse universaliseringer har til gengæld muliggjort budskabets overførsel fra sted til sted og fra sprog til sprog. Refleksioner over og analyser af disse magtstrukturer, deres udøvelse og konsekvenser vil klæde den danske teologi, hvis fag i høj grad trænger til både en fælles udfordring og paradigmatisk fornyelse.