To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr02/art03
Kom igen: Postkolonialisme i dansk teologi.
Som indledning til dette afsnit vil jeg gerne vende tilbage til Hallbäcks afvisning af at de teologiske fag lader sig indordne under et fælles projekt og den dertil knyttede påstand om, at de teologiske fag i praksis er selvlegitimerende. I teorien kan dette måske for nogen være en tiltalende tanke, og i teorien er teologi i Danmark et universitetsfag og kan som sådan påberåbe sig videnskabelig status på universitetsniveau. I praksis uddanner det teologiske fakultet præster til den danske folkekirke. Derfor er eksegesens nuværende solipsistiske udfoldelse og praksis et svigt over for de studerende, over for præsterne og over for samfundet. Dertil kommer, at forestillingen om at eksegese er selvberoende og selvlegitimerende er en desperat illusion. To eksegetiske arbejder fra København illustrerer, i hvor høj grad eksegesen er dikteret af dogmatikken og ved nærmere eftersyn viser sig at være solid luthersk teologi, der har udspændt sit sikkerhedsnet over urdybet.
Tidligere lektor i Ny Testamente Henrik Tronier har i en artikel om Paulusfortolkning og kanons vildveje beskrevet hvilken enorm magt den bibelske kanon har på forståelsen af de enkelte skrifter, og hvordan kanons (vildledende) magt har ledt ham på afveje og ført ham uanende ned af den kanonisk bestemte frelseshistoriske vej.[40] Hvor Tronier troede, at hans måde at gribe sine fortolkninger af Paulus’ teologi og fortolkningsvirksomhed an på, nemlig som udtryk for en særlig historisk typologisk forståelse, var helt uafhængig af såvel dogmatiske interesser som metoder, der understøttede en dogmatisk diskurs, gik det op for ham, da han sammenlignede Paulus med nyplatonikeren Filon af Alexandria, at det modsatte var tilfældet. Tronier havde – til sin store forfærdelse – udført en frelseshistorisk fortolkning af Paulus, hvor verdenshistoriens forløb er en sammenhængende fremadskridende begivenhedshistorie med verdens afslutning som det endegyldige mål. Tidligere ph.d. stipendiat ved afdelingen Gitte Buch-Hansens afhandling, It is the spirit that makes alive (6:63). A stoic understanding of pneûma in John, er som titlen antyder, en læsning af åndens virke i Johannesevangeliet ud fra en stoisk åndsforståelse, der udmærker sig ved at have et fysisk virke og ikke som i protestantisk teologi, hvor ånd og kød holdes skarpt adskilt. Buch-Hansen viser hvordan læsninger af Johannesevangeliet har været helt i den protestantiske teologis vold og har “indlæst” eller uddraget en markant transcendent protestantisk åndsforståelse af et evangelium, der lige så vel lader sig forstå ud fra en immanent stoisk åndsforståelse.[41] Ved forsvaret af denne afhandling i september 2007, indledte en af opponenterne sit indlæg med at stille spørgsmålstegn ved flere steder i afhandlingen, hvor Buch-Hansen havde benyttet autobiografiske elementer til at belyse nogle pointer. Opponenten ville vide, om disse elementer var forankret i en særlig teori, hvortil Buch-Hansen svarede at det var baseret på postkolonial teori og dens forestilling om subjektivitet. Opponenten hævdede, at netop den forståelse af subjektivitet umuliggjorde enhver diskussion og uden at vente på svar fortsatte med at sige: “Nok om det, videre til det vigtige.” Det “vigtige” var et angreb på hendes Johannesfortolkning, idet den, ved at anfægte hele den traditionelle Johannesfortolkningstradition, således også blotlagde opponentens (måske stadig uanende) dogmatisk styret Johannesforståelse.
En bemærkning som denne, viser, for mig at se, hvordan postkolonialismen affejes som et kuriosum, som man som seriøs forsker simpelthen ikke kan tage alvorligt, men også, at der kræves et fælles (ontologisk) referencepunkt, som vi kan tale ud fra og afvise illegitime eller uholdbare fortolkninger ud fra. Som Tronier og Buch-Hansens arbejde viser, så forholder eksegesen sig lige så meget til sin tradition som dogmatikken gør, og denne eksegetiske tradition er dogmatisk reguleret.[42] Måden de begge fandt frem til deres konklusioner var at inddrage samtidige filosofiske virkelighedsforståelser, og læse de nytestamentlige tekster i samspil med disse, i stedet for de traditionelt afgrænsede horisonter.
Men behøver dette at være en dårlig ting? Jeg kan selvfølgelig godt se at hvis man fastholder illusionen om objektivitet og selvstændighed fra dogmatikkens manus nigra, så er det svært at sluge en teologisk samhørighed. Men hvis man nu et kort øjeblik lod denne misforståede faglige stolthedsparade falde og prøvede at se teologisk udvikling som en udfordring, der var værd at tage op og en forpligtelse, der er værd at kæmpe for, så kunne eksegesen måske igen (om end på en lidt mindre naiv måde end tidligere) levere råvarerne til den systematiske teologi og præge den retning, som spørgsmålene bevægede sig i.[43]
Den megalomane selvforståelse, der ligger til grund for europæisk imperialisme, er ikke en, der er opstået fra den ene dag til den anden. Den er kultiveret og finpudset gennem århundreder, og den teoretiske og metodiske sammenknytning der spores mellem feminisme, eller kønshermeneutik, og postkolonialisme peger i retning af, at den forestillingsverden, der fastholder den hvide mand i sit centrum, er mindst lige så gammel som munkeordenen. At postkolonial teori (i første omgang) har været anvendelig for læsninger af biblen skyldes formentlig dens succes som litteraturteori, hvilket den i stigende grad er blevet forstået som. Dette skyldes blandt andet den tiltagende vægtlæggen på tekstanalyse og udbredningen af tekster til at erstatte sociale processer, et fokus, der uafvendeligt kommer til at nedtone den materielle virkelighed.[44] Antropologparret Comaroff udtrykker også ubehag ved litterære analyser af kolonialisme fordi dette “udelukker praksisser og institutionelle former, materielle betingelser og hverdagens realpolitik.”[45] Så selvom man kunne fristes til at begrænse en postkolonial analyse til de bibelske tekster, og derved holde postkolonial teori inden for den bibelske eksegese, ville dette udelukke de konkrete kontekster, som teologien har optrådt i og haft indflydelse på. Da teologi som virkelighedsforståelse er en historisk tilsynekomst med påfaldende materielle og kulturelle følgevirkninger, og er udviklet i samspil med sin politiske og sociale kontekst, kan teologi i dens forskellige formationer med fordel underkastes postkolonial analyse.
Kan vi sige det samme om danske teologiske traditioner, at de har haft påfaldende materielle og kulturelle følgevirkninger og at de er udviklet i samspil med politiske og sociale kontekster, samt at de med fordel kan underkastes postkolonial analyse? Ja da.
Det burde være klart at med undtagelse af en artikel hist og her anses dansk kolonihistorie ikke for at være et meningsfuldt problem i dansk teologisk tradition. Men det burde det. For dansk kolonihistorie er en del af dansk kultur– og identitetsformationer og som Kirsten Thisted, med et citat fra Homi Bhabha, skriver:
I postkolonial teori er det ofte fremført, at en nation ikke kender sig selv førend den har set sig selv med sine minoriteters øjne og at den ikke har forstået sin historie indtil den har forstået koloniernes historie.[46]
Dette betyder, at opfattelsen af imperier i eksegesen og siden teologien må bevæge sig ud over de persiske og romerske imperier og se på hvad Danmarks missions- og kolonihistorie har betydet for de pågældende lande og Danmark. For eksempel, for nu at tage fat i eksempler, jeg allerede har været inde på, så er Serampore College, hvis eksamensspørgsmål Sugirtharajah nævner, det ældste vestlige universitet i Asien og det eneste universitet i Indien, der har ret til at uddelegere teologiske grader - et privilegium, som universitetet fik af Frederik den 6. i 1818. Og den engelske missionær i Sydafrika, Moffat, var ikke kun inspireret af Apostlenes Gerninger i sit missionsarbejde. Ifølge parret Comaroff var Moffat inspireret af vidnesbyrd omhandlende missionen blandt jøder, grækere og grønlænderne.[47] Og endelig var de første grønlandske bibeloversættelser fuldt på linje med de tidligste Tswana oversættelser når det kommer til kulturel overlegenhed og sataniseringen af grønlændernes religion. Et meget hurtigt eksempel kan være, at for at oversætte ord som Gud og engel bruges de danske ord, mens ordet for djævel tilfaldt de grønlandske åndemaneres hjælpeånd, tornarsuk.[48] Således indsættes de to sprog i et teologisk hierarki, hvor det danske sprog står Gud lidt nærmere og er mere velegnet til at udtrykke indholdet i hans væsen. Hvad dette har haft af betydning for grønlandsk selvforståelse og religiøs selvtillid er næppe det samme som den betydning det har haft for dansk selvforståelse og religiøs selvtillid.
Disse sporadiske eksempler peger på en opgave som teologien kunne løfte, hvis den altså anså dette for at være et meningsfuldt problem. Og her kommer Centeret for Studiet af Biblens Brug ind igen.
For jeg synes at ideen om centeret er fremragende. Jeg er mindre begejstret for dets fokusområder, dets hobbystatus og dets snævre institutionelle tilknytning.
Med hensyn til fokusområder, kunne man med fordel inddrage en søjle, der hed effekthistorie. Eksegesen må komme ud over sin antropofobiske insisteren på at det kun er et tekstfag (Hallbäck 2003: 22). Dens snævre institutionelle tilknytning kunne afhjælpes ved at gøre centeret til et fælles teologisk anliggende med en repræsentant for hver afdeling i bestyrelsen.[49] Og hobbystatusen er vist mere et holdningsspørgsmål. Hvis hver afdeling var villig til at diskuterer hvilket bidrag de selv kunne komme med, der havde seriøs tværfaglig relevans og derefter afsatte 5 ECTS point til et semesterkursus med tværfaglig relevans inden for en af de tre søjler, kunne det måske være en begyndelse? Det er først og fremmest et spørgsmål om prioritering.