To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr02/art03
Effekthistorie?
I 2005 blev der oprettet et center, Centeret for Studiet af Biblens Brug, ved afdelingen for Bibelsk eksegese i København[14] og samme år oprettedes der i Århus, under fokusgruppen ‘Religion som normsætter’ et særskilt tema, Bibel og litteratur – reception og transformation.[15]
Ifølge projektbeskrivelsen for det århusianske tema er fokus, som titlen også antyder, på litteraturen og genbrug af biblen i senere tekster et receptionshistorisk projekt.[16] I København har man valgt at fokusere på to bærende søjler. Den ene, bibelfortolkningens historie, kigger på “bibelfortolkningens praksis og metode set i forhold til den almene kultur- og samfundshistorie, de epokale betingelser og den generelle akademiske, kunstneriske og politiske diskurs i samtiden”, mens den anden, bibelreceptionen i kunst og kultur, fokuserer på hvordan “bibelske tekster, personer, symboler og motiver optræder i kunstneriske og kulturelle sammenhænge”. I en artikel, der redegør for centerets hermeneutiske grundlag, diskuterer Geert Hallbäck, centerets initiativtager, hvad reception er. Det interessante i denne artikel er behandlingen af den tyske Matthæusforsker, Ulrich Luz, der i sin bog, Matthew in History fra 1994 har inkluderet et kapitel om “History of Effects”. Hallbäck formoder, at det er Luz’ oversættelse af virkningshistorie, og fortsætter med at fastslå at det, som kapitlet handler om, faktisk er receptionshistorie. Jeg vil dog tage Luz’ begreb alvorligt og oversætte det med effekthistorie, selv om det lyder underligt. Luz, her i Hallbäcks gengivelse, peger på det forløb, der ligger mellem de bibelske tekster og os læsere, en periode, der dokumenterer de forskellige måder at forstå teksterne på. Til dette knytter sig 5 “læresætninger”: 1) Der er ikke een sand fortolkning af teksterne. 2) Vi kan bedre forstå vores egne konfessionelle og kulturelle fordomme i konfrontationen med andre tiders fordomme. 3) I mødet med andre konfessioners fortolkninger kan vi lære at værdsætte dem samt se svaghederne i vores egne. 4) Vi gøres opmærksomme på at vores fortolkninger har konsekvenser – og her fremhæves jødeforfølgelserne, som jeg har været inde på. 5) Vi ser andres fortolkninger og fortolkningsprincipper i forhold til deres vilkår og deres resultater.
Hallbäck betegner disse betragtninger som banale “fordi de simpelt hen siger det, som det er” og koger dem ned til at handle om alle fortolkningers relativitet samt alle fortolkningers relative ligeberettigelse.[17] Det ser jeg som en forenklet og utilstrækkelig behandling af Luz’ pointer. Jeg mener nemlig at Luz peger på alle fortolkningers konkrete historiske, materielle og politiske virkeligheder og peger på effekthistorien som et etisk forpligtigende felt, hvor vi griber i egen barm og ser på konsekvenserne af vores tolkninger, vores fortolkningshistorie, vores konfessionelle kontrolinstans og får øjnene op for hvor ormædt vores elfenbenstårn egentlig er.
Luz’ effekthistorie kigger på hvilken effekt teksterne har haft på folk, der ikke aktivt eller frivilligt har tilegnet sig dens konfessionelt og kulturbestemte indhold. Jeg tror at det er meget vigtigt at holde det ude fra receptionshistorien, der synes at være en aktiv tilegnelse af biblens kulturelle og/eller religiøse indhold. Et eksempel på effekthistorie kunne være fra Sydafrika i 1857, hvor missionæren Robert Moffat oversatte biblen til Setswana og valgte at oversætte Matthæusevangeliets dæmoner med ordet badimo, der betyder forfædre og er udtryk for en kulturforståelse, hvor de døde har en central plads.[18] Eksegeten Musa Dube fra Botswana har tillige undersøgt andre brug af Tswana kulturens centrale begreber i bibeloversættelsen og ordbøger fra dette tidsrum og når frem til det resultat, at ord, der betegner ondskab i alle dens afskygninger oversættes med ord fra Setswana, mens engelsk anvendes til at betegne det guddommelige.[19] Dette kan ses som et forsøg på at fremmedgøre folket fra deres egen “sataniske” kultur og skubbe dem i armene på den “guddommelige” engelske kultur.
Derimod ville jeg karakterisere Rembrandts maleri af Abrahams ofring; Mel Gibsons Passion of the Christ; brugen af biblen hos Søren Kierkegaard eller Nick Cave, som eksempler på receptionshistorie. Mens receptionshistorie er begrænset til at forholde sig til tekster og lærreder, så ser effekthistorien på mennesker. Det ville jeg mene var en væsentlig forskel. Effekthistorien bringer os over i en af de overordnede måder hvorpå en bibelsk tekst kan gribes an i en postkolonial optik. Men sådanne læsninger skal vi til udlandet for at finde.