To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr02/art03
Hvordan kan man bruge det teologisk?
I introduktionstimen til mit emnekursus om postkolonialisme og biblen på Åbent Universitet i efteråret 2005 havde jeg fægtet rundt på tavlen og med pile, cirkler og understregninger forklaret sammenhængen til poststrukturalisme og betydningsdannelsens ustabilitet. En af deltagerne rynkede bekymret brynene og sagde, “Jamen hvordan kan man så bruge det teologisk? Jeg indser nu, at det burde være det spørgsmål enhver ekseget drømmer om at høre, da det viser en villighed til at lade eksegesen udfordre en større teologisk sammenhæng. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede dengang, men mit svar nu ville være, at for mig at se, er en teologisk postkolonial analyse en fortolkning af teologien i såvel dens helhed som i dens enkelte fag, der tager alvorligt at teologi har været anvendt som ideologisk grundlag for kolonisering såvel som de sociale, kulturelle og økonomiske følger heraf. Konkret set kunne en sådan analyse udforme sig som spørgsmål om, hvordan teologien har været brugt til at legitimere magtkampe, forvrænge og forsøge at eliminere lokal religion og dens udøvere, samt implementere en forståelse af verden, der maksimerede handlen og til tider produktiviteten blandt de koloniserede. Sådanne spørgsmål ville ikke blot klæde teologien, men forhåbentligt også afstedkomme en selvransagelse og indsigt i, hvordan teologi kan være et magtredskab, hvordan vores fortolkninger har og har haft indflydelse på andre end os selv og eventuelt motivere til at ville om ikke rette op på fortidens problematiske tiltag, så i det mindste forholde sig til dem som en del af ens egen historie, og endeligt udvikle læsemåder og tekstanalyser der udviser lydhørhed over for undertrykkelse og diskrimination.
Hvordan andre eksegetiske miljøer har imødekommet presserende etiske problemstillinger ses i forholdet til jøderne og det Ny Testamente i særligt de engelsksprogede miljøer. Her er man i de seneste 50 år blevet meget mere opmærksom på de nytestamentlige teksters jødefjendske udsagn og forskellig holdninger er lagt frem og debatteret. Ja, i Belgien har der været et tværfagligt forskningsprojekt[10] om Johannesevangeliet og dens polemiske stand mod jøderne, der mundede ud i et seminar i 2000, der igen mundede ud i en publikation med flere fremtrædende Johannes-forskere.[11] I Danmark har diskussionen aldrig været på tale. Det kan godt være, at man i den nytestamentlige undervisning har set på jøderne i Johannesevangeliet som konstruktioner påvirket af evangelieforfatterens teologiske dagsorden og altså ikke forholder sig til “rigtige jøder”, men problemet er stadig, at hvis denne observation ikke bliver taget alvorligt inden for et samlet teologisk diskurs, så nytter det intet. Jeg har for eksempel hørt en professor i dogmatik prædike over Johannesevangeliet kapitel 8 og blindt følge tekstens krasse logik.[12] En af de etiske konsekvenser af disse faglige positionsdannelser er at alt for ofte danner de studerende og dermed også præsterne et meningsfuldt teologisk univers ved at udelukke eller nedtone eksegesen, fordi den stritter underligt udenfor. Derved kommer nogle af de vigtige problemstillinger aldrig videre. Eksegesen i Danmark tager simpelthen ikke sin teologiske forpligtigelse alvorligt nok. Og den systematiske teologi har alt for hurtigt skabt et teologisk univers uden om eksegesen. Som nævnt i det foregående afsnit synes eksegesens videnskabelighed i sine egne øjne at være bundet op på dens ubrugelighed for, eller selvtilstrækkelighed i forhold til den systematiske teologi. Jeg vil mene, at en eksegese, der bevidst udfordrer systematikken, er tvingende nødvendig og ikke er mere “uvidenskabelig” end det, der arbejdes med nu. Det der kræves er, at eksegesen tænker ud over tidsperioden mellem 10-4 århundrede[13] f.v.t. og 2. århundrede e.v.t. og kigger på biblens virkningshistorie, da det er her, de største teologiske udfordringer ligger. Og så kræver det naturligvis også, at systematikken lytter.