To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr01/art03
Slutbemærkninger: litteraturens konkurrencedygtighed
I et lille kritisk opstød i dagbadet Politiken, foråret 2007, bemærker kritikeren Carsten Andersen:
Statens Kunstfonds litterære udvalg skeler ikke til, om en bog har været en kommerciel succes, når der skal uddeles præmier. Det demonstrerer udvalget til fulde med fire gange 75.000 kr. til forfatterne Erling Jepsen, Carsten Jensen, Pia Tafdrup og Vibeke Grønfeldt.[40]
Her har man kvalitetskriteriets problematik i en nøddeskal. Hvis kvaliteten sælger, bliver man beskyldt for at fremme de bøger der sagtens kunne klare sig på egen hånd, og hvis man støtter de bøger der ikke kan klare sig på markedets vilkår, bliver man beskyldt for at være en indspist avantgardist, der ikke vil have noget at gøre med almindelige læsere. Faktum er, når man ser på den stikprøve som jeg har opstillet i et skema (bilag 2), at modtagerne af de forskellige priser og forfattere/værker der var shortlistede, minder forbløffende meget om hinanden. Det er interessant nok Montanas litteraturpris, Statens Kunstfonds værkpræmier samt Nordisk Råds litteraturpris, som tegner et anderledes – mindre mainstream – billede. Det der rent konkret betyder mest for unge og eksperimenterende kunstnere er ikke disse priser som sådan – måske med undtagelsen af debutantprisen [her nævne hvem der uddeler den]– men det gør derimod de treårige arbejdsstipendier. Det er faktisk dem som Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg uddeler, og ingen andre. Ikke mindst for disse stipendier bør danskerne være stolte af Kunstfonden, fordi den kontinuerligt er med til at skabe kunstnerisk og intellektuel kapital, som har stor betydning for kunsten – men også for offentligheden og erhvervslivet.
Blandt de mere fremsynede dele af erhvervslivet, dvs. dem der er klare over at menneskelig kapital er den største ressource som Danmark råder over, befinder sig især banker og andre kundskabs- og vidensbaserede firmaer. Det drejer sig bl.a. om den Danske Bank, et af de største danske pengeinstitutioner, som sponsorerer den største danske litteraturpris. Ifølge firmaets hjemmeside skyl-des dette sponsorat bl.a. den overvejelse, at
kulturel kapital og et blomstrende erhvervsliv hænger sammen. Litteratur og kultur kan nemlig give ny erkendelse og nye tanker. Tanker, der bidrager til kompetencerne og kreativiteten i erhvervslivet og vores fælles samfund.[41]
Bedre kan det næppe formuleres. Ud med konformismen og ind med kreativiteten og individualismen!
Afslutningsvis vil jeg kort vende tilbage til en af Statens Kunstfonds åndelige fædre eller barselshjælpere om man vil, K.E. Løgstrup, der sammen med en række andre kunstinteresserede diskuterede fundamenterne for den fremtidige statslige kunststøtte, under et møde på Herning Højskole i januar 1963. Når man i dag sammenligner Løgstrups tanker med for eksempel udgangspunkterne for den Danske Banks eller Montanas kunst- og litteraturstøtte, falder det i øjnene hvor diametralt forskellige disse udgangspunkter er. Ifølge Løgstrup var det yderst problematisk at overføre erhvervslivets udadrettede mentalitet og produktionslogik til kunstens verden, som var kendetegnet af “kunstnerisk fordybelse”.[42]
Et problem som jeg selv har erfaret som udvalgsmedlem er, at en del af de mest spændende og nyskabende kunstneriske initiativer ikke får den støtte som de egentlig burde få, af den simple grund at de ofte ikke falder inden for de gængse rammer og kategorier. Grænseoverskridende, tværkunstneriske projekter har det svært og det er måske akkurat dem man burde satse mest på fordi det er i disse kampzoner i den kulturelle periferi, at ny viden, nye oplevelsesformer skabes og bliver sendt ud i verden som prøveballoner. Og dem kan man ikke få nok af, noget som også den nævnte bank ville kunne skrive under på. Måske burde man oprette et særligt tværgående tremandsudvalg. I hvert fald er Statens Kunstfonds tremandsudvalg også klar over disse nye udfordringer og opgaver til kunsten i det moderne globaliserede og højteknologiske velærdssamfund. Således kan man læse i Beretning XXXVIII, dvs. årsapporten for år 2001, at:
I en social arbejdsdeling får kunsten den særlige opgave at inddrage begge sider af forskellen mellem fornuft og ufornuft. Den skal ikke afvise, men pleje og udvikle samfundets ressourcer af ufornuft, både den ufornuft, som skyldes fortrængning og glemsel, og den ufornuft, som indgår i den diffuse totalitet af fornuft og ufornuft forud for deres udspaltning, og som efter behag kan kaldes for natur eller Gud.[43]
Konklusionen er, at der åbenbart er stor konsensus omkring hvornår der er tale om litterær kvalitet. Til trods for at der er mange gengangere når man ser på hvilke skønlitterære tekster der er nominerede til de forskellige danske litterære priser. Men selvfølgelig er der også en del undtagelser og grænsetilfælde, og det burde måske overvejes at indrette Statens Kunstfonds litterære kvalitetskriterium mere efter den anderledes nyskabende kunst, de innovative tiltag som nok ikke kan regne med alt for megen opbakning fra den brede offentlighed. En mere grænsesprængende kunst er måske også med til at give Kunstfondens litterære præmier en mere iøjnefaldende profil, hvorved dens prestige vil blive større, i det mindste som de faglige kollegers og “eksperternes skulderklap”. En pose med penge er rart, men ikke det afgørende. Den kulturelle kapitalakkumulering er fortsat af større betydning end bankkontoens tilvækst.