To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr01/art03
Kvalitetskriteriet
Oprettelsen af Statens Kunstfond må nødvendigvis ses i lyset af etableringen af den særligt danske udgave af velfærdsstaten. Fra begyndelsen af har denne kunststøtteordning haft kulturpolitisk og ideologisk relevans, hvilket også indebærer at man skal se i øjnene at Kunstfondens praksis på en bestemt måde er underlagt – og er udtryk for – skiftende politiske og mentalitetshistoriske konjunkturer.[21] Samtidig med denne kulturpolitiske bevidsthed har udvalgsmedlemmerne udelukkende den opgave at tage hensyn til kvalitetskriterier i deres konkrete afgørelser og beslutninger. Med andre ord: på den ene side er det helt indlysende at der er bestemte ideologiske præmisser for Kunstfondens etablering og virke, mens der på den anden side opereres med et tilsyneladende værdifrit kvalitetsbegreb, der skulle garantere for en vis indiskutabel normativitet. Disse udgangspunkter skjuler i hvert fald det, at udvalgenes prioriteringer og beslutninger rent faktisk, men blot implicit, er led i et “oplysningsprojekt”; dvs. at det er den “gode” kunst, den som skatteborgerne kan have godt af at stifte bekendtskab med, promoveres af Kunstfonden, mens den “dårlige” kunst kan gå hen og klare sig på sine egne (markeds-)betingelser. Som Lisbeth Worsøe-Schmidt er inde på indebærer denne forskelsbehandling, at den “dårlige” kunst ikke får den støtte og opmuntring som den “gode” får, hvorved der nødvendigvis etableres et A- og et B-hold i kunstens verden.
Når man har at gøre med kunstnerisk produktion, er det enormt vanskeligt at referere til faste normer og standarder – det er på en måde forudsætningen for vor moderne kulturelle selvforståelse, at sådanne normer og former hele tiden bliver afprøvet, sat under debat og nydefineret. Blandt andre Pierre Bourdieu har påpeget at “kunstnerisk kvalitet” er en konstruktion, dvs. en forestilling der er med til at gøre de forskellige spilleres handlinger og overvejelser i det litterære felt betydningsbærende. Men denne illusio,[22] som Bourdieu kalder den, er ikke desto mindre også en reel juridisk størrelse, eftersom den for eksempel optræder i lovteksten og bekendtgørelserne om Statens Kunstfond. En af grundene til at fastholde kvalitetskravet som det altafgørende princip i støtteordningen er, at man dermed implicit fremhæver at ordningen ikke blot er en form for indkomstgaranti eller en social ydelse på lige fod med f.eks. dagpenge.[23]
Et andet princip er at man primært støtter kunsten – eller rettere sagt det kunstneriske arbejde – og ikke den enkelte kunstner. Dette udgangspunkt er ikke så enkelt som det ved første øjekast forekommer.[24] Når man tildeler arbejdslegater eller præmier, er det immervæk personer der modtager pengene og ikke deres værker.
Når man som akademiker bliver medlem af et af de faglige udvalg, kommer man uvægerligt til at stille sig selv et antal kritiske spørgsmål. Normalt befinder vi os på behagelig afstand fra de konkrete kunstneriske processer og vi føler os tit mere på hjemmebane når vi omtaler fortidens litteratur, end når det drejer sig om værker som måske endnu ikke er færdige, og i nogle tilfælde sågar befinder sig på tegnebrætstadiet eller i idé-fasen.
Hvert halve år præmierer det litterære udvalg et mindre antal værker, og en overvejelse som tit dukker op, er at en kunstner har investeret betragteligt mere i frembringelsen af det litterære værk, end det udbytte han eller hun får ud af det færdige produkt. Udbytte og investering står ikke i et rimeligt forhold til hinanden, og udvalget kan beslutte sig for at lindre lidt på ubalancen ved at punge ud med en præmie. Men igen er det kvaliteten der er det afgørende og ikke den nævnte ubalance mellem store investeringer og ringe økonomisk udbytte. Grænserne er imidlertid vaklende. For er det ikke den manglende anerkendelse som man forsøger at rette op på? Ville det pågældende værk ikke have solgt bedre, hvis det havde fået bedre respons hos kritikerne og læserne? Bedriver tremandsudvalget alligevel ikke en form for indkomstpolitik, når det præmierer bøger der – efter udvalgets skøn – ikke har opnået tilstrækkelige salgstal? Igen et bevis på at kvalitetsprincippet ikke er så ligetil i praksis.
Selvom nogle kunstnere opfatter modtagelsen af et arbejdslegat eller en præmie som en blåstempling af det officielle Danmark, er det en grum fejltagelse, netop fordi litteraturudvalget ikke direkte repræsenterer staten og kun tager hensyn til den kunstneriske produktion. Ej heller det enkelte kunstværks, eller statens anseelse, spiller en rolle. Ikke desto mindre er der f.eks. en vis skævhed i at de 3-mandsudvalg kan fremsætte forslag om kunstnere der burde optages på finansloven, eller som det hedder i dag, burde indstilles til de livsvarige ydelser.[25] Disse ydelser stammede oprindeligt fra de statslige hædersgaver (der blev indført i 1876), og som var udtryk for anerkendelse og hæder til kunstneren fra Kongens, ergo fra statens, side. De indebar at de pågældende kunstnere fik tildelt en fast årlig indkomst.[26] I disse tilfælde var der tale om kunstnere der havde opnået “almindelig anerkjendt kunstnerisk Fortjeneste” som formuleringen lød.[27] Den gamle formulering står i et anstrengt forhold til kravet om kunstnerisk kvalitet som i årene efter 1964, da Kunstfonden var blevet etableret, blev afgørende. Det var ikke længere den “almindelige” anerkendelse der var retningsgivende, men “kvaliteten”, som det krævede sagkyndige at afgøre. Den offentlige anerkendelse blev dermed underordnet de sagkyndiges kunstneriske ekspertise. Til trods for at dette paradoks blev en del af det officielle danske kultursystem med Statens Kunstfonds oprettelse, viser den statsminister Anders Fogh Rasmussens førnævnte nytårstale, at forholdet mellem offentlig anerkendelse og økonomisk støtte på den ene side, og forvaltningen af kunstmiljøernes egne indre kvalitetskriterier på den anden side, langt fra er løst.[28]
Det korte af det lange er, at man som udvalgsmedlem kommer til at stille en del legitimitetsspørgsmål i forbindelse med denne form for moderne mæcenat. Det ville under alle omstændigheder være aldeles naivt ikke at tage højde for at Kunstfonden er en vigtig instans i det kulturelle felt og dermed en af de kraftcentre der forvalter og skaber kulturel kapital i Danmark. Desuden spiller Kunstfonden en central rolle i den danske kulturdebat og den er i den aktuelle danske politik et betydningsfuldt stridsæble.[29] Som et bevis på hvor stor en rolle kunst- og kulturpolitikken igennem årene har spillet i Danmark, vil jeg nøjes med at henvise til det forhold at netop kulturpolitikken er (var) en mærkesag for protestpartier som Erhard Jakobsens (1917-2002) lige for nyligt ophævede parti Centrum-Demokraterne og Mogens Glistrups (1926-2008) vel i praksis også hedengangne Fremskridtsparti. Det samme gælder – måske endnu stærkere – for det sidste skud på proteststammen, Dansk Folkeparti, et parti der har ført en markant kulturpolitisk linje fra starten af.
Ved oprettelsen af Statens Kunstfond håbede initiativtagerne vel at de havde skabt en model der ville flytte debatten om kunstneriske anliggender ud af den politiske arena,[30] men det skete ikke, hvilket den herostratiske politiske storm om forfatteren Klaus Rifbjergs herostratiske sportsvogn, lagerforvalter Rindals ramaskrig og underskriftsamlinger i kølvandet på Fondens oprettelse, vidnede om.[31] Blot som en parentes hertil: det interessante ved debatter om kunststøtteordninger, og de måder de kanaliseres på i folkelige protestbevægelser og partidannelser er, at de ser ud til at hænge sammen med velfærdssamfundets etablering i 1960erne og overgangen til en ny fase i demokratiseringen i samfundet omkring år 2000. Rindalismen var i 60erne på en måde en protest mod opløsningen af en række borgerlige værdier og af faste retningslinjer, som man kunne kalde et angreb på konformiteten. Den gang var det vigtigt, bl.a. for store dele af erhvervslivet og serviceerhvervene at der blev holdt fast i disciplineringen som udgangspunkt for et succesrigt karriereforløb, både for den enkelte medarbejder og for firmaet som helhed. I dag, i årene efter årtusindskiftet og med individualismen øverst på samfundets dagsorden, ser det ud som om det modsatte gælder: at det vigtigste er de ansattes kreative potentiale som skal udnyttes maksimalt, hvilket også smitter af på hele firmaets måde at præsentere sig selv på i det offentlige rum, f.eks. ved hjælp af reklame og firmaernes branding. Dette indebærer dog ikke at Dansk Folkepartis konservative kulturpolitiske dagsorden skulle være helt og holdet utidssvarende, det modbeviser antallet af deres mandater.[32]
En anden ting som er værd at bide mærke i er, at det ikke er Statens Kunstfonds opgave at støtte elitekunsten, men at det i praksis bliver ganske klart at det vanskeligt håndterbare kvalitetskriterium er medvirkende til at det fem for alt er elitekunsten som modtager støttekronerne. Lisbeth Woersøe-Schmidt påpeger om denne konsekvens, at det netop er “Statens Kunstfonds opgave […] at støtte den kunstneriske elite, ligesom Team Danmarks opgave er at støtte sportens elite”.[33] Men så enkelt er det ikke. I sporten kan man jo måle hastighed og højde og antallet af points som sportsfolkene har formået at skrabe sammen, men sådan fungerer det ikke i kunstens domæne. Og jeg tvivler også på om hendes slutkonklusion holder vand, idet hun runder af med at sige
[a]t Statens Kunstfond er elitær, burde ikke vække så meget debat, eftersom det ligger i hele konceptet om at støtte den højeste kvalitet. Hvis den blot skulle støtte den kunst, som flertallet ønsker sig, behøvede den ikke eksistere. I så fald fungerer markedet jo glimrende til regulering af udbud og efterspørgsel.[34]