To refer to this article use this url: http://dpc.uba.uva.nl/tvs/vol30/nr01/art03
Statens Kunstfond
Hvorfor har kunsten, men især litteraturen, i de senere år kunnet sole sig i politikernes opmærksomhed? Forstå mig ret, jeg mener bestemt ikke at denne interesse er gået ud over litteraturen, eller at det har skadet forfatterne. Litteraturen, målt efter kroner og ører i støttepenge, har formentlig aldrig haft det bedre end under den nuværende regering (og den forrige kulturminister Brian Mikkelsen).[6] Spørgsmålet er selvfølgelig om det er en positiv udvikling. Hvis politikerne ikke interesserer sig for den litterære kunst for dens egen skyld, men udelukkende ville interessere sig for litteraturen som led i politiske projekter, såsom (re-)etableringen af en national kanon og visse former for kulturkonservativ oprustning, så er man kommet fra asken i ilden.
Den integrationsdebat der op igennem 1990erne førtes i Danmark, handlede i allerhøjeste grad om erhvervelse af kulturelle kompetencer. Og i den danske kontekst spiller sproget en altafgørende rolle som markør for succesrig kulturel integration. I en sådan situation får de kunstarter der bruger sproget som basismateriale, større politisk opmærksomhed end andre kunstarter, og man kunne formode at disse sprogbaserede kunstneriske udtryksformer også fik højere status end andre, fordi sproget spiller så stor en rolle i definitionen af nationale værdier m.m.[7]
Men det er ikke kun politikerne der forbinder høj prestige med litteraturen, det gælder også visse dele af den private sektor, især dem der interesser sig for “menneskelig kapital” og de firmaer der producerer kunsthåndværk og designprægede luksusvarer hvor kunstneriske oplevelsesformer udgør en del af produktet eller produktets markedsføring. I den forbindelse kan man pege på BG Banks litterære initiativer, som efter fusionen med Den danske Bank blev en del af sidstnævntes firmaprofil, og det eksklusive møbelfirma Montana,[8] der sammen med dagbladet Information og Testrup Højsole indstiftede Montanas litteraturpris samt det økologiske Thise Mejeri, der i en periode trykte små litterære tekster på deres mælkekartoner.[9] Åbenbart er litterære og kunstneriske oplevelser som sådan vigtige, ikke mindst for firmaer der satser på at opretholde og videreudvikle deres medarbejderes menneskelige ressourcer og dermed fastholde eller om muligt øge firmaets konkurrencedygtighed.
Det er dog immervæk i den moderne velfærdsstat Danmark de statslige myndigheder, der har hovedansvaret for at skabe forudsætninger for et levende kunst- og kulturliv, og litteraturen er en af de helt centrale former for kunstnerisk praksis, som staten – og ikke mindst Statens Kunstfond – tager sig af.[10] I den danske kulturelle kontekst sørgede den socialdemokratiske oplysnings-ideologi, for en dannelses- og kulturpolitisk alliance mellem arbejderbevægelsen og borgerskabet.[11] Og på denne baggrund bør man også se oprettelsen af en institution som Statens Kunstfond, der fra starten af ikke har formuleret kunststøtten ud fra politiske eller nyttighedshensyn, men udelukkende ud fra kvalitetskrav. Det bemærkelsesværdige er imidlertid at disse kvalitative vurderingsgrundlag aldrig er blevet præciseret eller forsøgt defineret, hverken i den lovtekst der udgør Statens Kunstfonds fundament, eller i de betænkninger der siden er tilføjet lovteksten. Tilsyneladende er brugen af ordet “kvalitet” i selv nok til at garantere for at de rigtige beslutninger træffes.[12]
I løbet af Kunstfondens historie, som startede i 1964, er antallet af udvalgene vokset en anelse, eftersom visse kunstområder er blevet mere selvstændige, eller fordi (produktions)vilkårene i visse kunstneriske kredsløb har ændret sig markant i årenes løb, men i princippet er billedkunst, litteratur og musik fondens kerneområder.[13] I den første paragraf af lovteksten vedrørende Statens Kunstfond, formuleres fondens opgave således: “Til fremme af dansk skabende kunst inden for den bildende kunst, den litterære kunst og tonekunsten”.[14] I øvrigt har kunstnerstøtte som sådan lange traditioner i Danmark og heri har støtte til forfattere traditionelt spillet en forholdsvis stor rolle.
I anledning af Statens Kunstfonds 40års jubilæum i 2004, udarbejdede Lisbeth Worsøe-Schmidt, lektor ved Danmarks Biblioteksskole, en grundig historisk oversigt.[15] Hun fremhæver, ligesom de fleste andre kilder, såsom lektor Jørgen Guldberg i en artikel fra 2005,[16] den betydningsfulde rolle som den århusianske teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981) spillede i begyndelsen af 1960erne, da Statens Kunstfond var under opbygning. Det er navnlig fra Løgstrup, at det såkaldte armslængdeprincip stammer, dvs. det udgangspunkt at udvælgelsen af de kunstnere der modtager offentlig økonomisk støtte, sker ved hjælp af et ikke-politisk, men udelukkende sagkyndigt organ.[17] Dette organ er Statens Kunstfonds Repræsentantskab, der består af cirka fyrre medlemmer, mens det konkrete arbejde blev pålagt forskellige såkaldte tremandsudvalg, der har ansvaret for de endelige beslutninger om anvendelsen af de pengemidler som staten, dvs. finansministeriet, stiller til rådighed.[18]
Armslængdeprincippet er et interessant tveægget eller hybridt udgangspunkt, der kombinerer et demokratisk med et korporativt princip “hvorved såvel folkevalgte politikere som kunstnerorganisationer og kunstkyndige er sikret indflydelse ved udvælgelsen af smagsdommerne”.[19] Disse eksperter tager sig i løbet af en treårig periode af det konkrete forvaltningsarbejde.
Selvfølgelig er der også blevet rejst kritik af systemet. Det gælder især frygten for at smagsdommerne, ligesom statsministeren havde peget på i sin nytårstale, ville udvikle sig til et ekspertvælde eller en kulturelite uden jordforbindelse der udelukkende ville favorisere avantgarde kunsten. I sin gennemgang af Statens Kunstfonds praksis, igennem de første fyrre år, slår Lisbeth Worsøe-Schmidt fast at
Statens Kunstfond knæsatte forbløffende hurtigt et kunstsyn, der især kom den modernistiske avantgarde til gode, mens både den mere traditionelle og den mere folkelige kunst, som tidligere havde nydt politikernes bevågenhed, i højere grad blev henvist til at klare sig på markedets præmisser.[20]
Denne konklusion er efter min smag lidt for hurtig i vendingen, i det mindste når det gælder den litterære kunst og de senere år.